akademikerkampagnen | Tænk anderledes
15662
page-template-default,page,page-id-15662,ajax_fade,page_not_loaded,,vertical_menu_enabled,qode-theme-ver-10.1.1,wpb-js-composer js-comp-ver-5.0.1,vc_responsive

Tænk anderledes

Som nyuddannet kandidat kan det være en udfordring at finde ud af dels hvad man kan byde ind med på arbejdsmarkedet, men også hvilke virksomheder og brancher, som faktisk efterspørger kompetencer som dine. Der er typisk mange ansøgere til de opslåede stillinger, og virksomhederne vælger oftest den kandidat med mest erfaring. Derfor er det vigtigt ikke at tænke for konventionelt i din jobsøgning men at tænke anderledes.

 

Der er flere forskellige muligheder for at tænke anderledes – også flere end dem, vi nævner her. Men én mulighed er at søge uopfordret til små og mellemstore virksomheder. Mange højtuddannede er desværre ikke opmærksomme på, at der ligger rigtig mange spændende akademiske arbejdsopgaver ude i de små og mellemstore virksomheder.

Det vil typisk være virksomheder, der er i en udviklingsfase – særlig globaliseringen og digitaliseringen gør, at der der er et stort behov for andre og nye kompetencer.

 

Brug dine akademiske kompetencer til at researche og kontakt brancheorganisationer, klynger og brug nettet til at finde frem til virksomheder, som kunne have brug for dine kompetencer.

 

Brug også gerne dit netværk til at søge job. Det har du hørt før og du vil høre det igen, men det er vigtigt, for rigtig mange stillinger bliver slet ikke slået op. Én mulighed er at bruge sin profil på enten Facebook eller LinkedIn til at gøre bekendtskabskredsen opmærksom på, at du er jobsøgende.

 

Husk at være klar i din kommunikation om hvilke arbejdsopgaver, som du kan løse, så det bliver nemt for virksomhederne at forholde sig til din relevans. På LinkedIn kan man desuden gå på opdagelse og finde ud af, hvad vennernes venner beskæftiger sig med og hvem de kender. Hvem ved, måske er chefen for drømmevirksomheden kun ét eller måske to led væk.

Det er ikke alle små og mellemstore virksomheder, der fra dag ét er gearet til at fuldtidsansætte en akademisk medarbejder. Vær derfor ikke bleg for at tage fat på andre typer opgaver end de typisk akademiske. Husk – du kan være med til at skabe din egen stilling. Og får virksomheden først øjnene op for, hvad du kan som højtuddannet, så viser al erfaring, at dine akademiske opgaver vokser, mens de andre lige så stille bliver uddelegeret til andre. Det ser vi gang på gang.

 

Hvis du ikke har held med at finde ansættelse i allerede eksisterende virksomheder, og du har en rigtig god idé, så kan det være en mulighed for dig at blive iværksætter. Hvis du bruger dit netværk, sørger for at have et sikkerhedsnet, og ikke mindst går til opgaven med en god portion snusfornuft, så kan det blive det bedste, du nogensinde har gjort. Du behøver ikke have opfundet noget – det kan være, at din idé ligger inden for markedsanalyse, for effektivisering e.l. Men hvis du har en idé til, hvordan du selv eller andre kan tjene penge, så vær ikke bange for at prøve din teori af i praksis.

 

Her er links til forskellige netværk og hjælpeværktøjer til iværksættere:

www.startvaekst.dk – Portal til dig, der har startet eller vil starte egen virksomhed

www.connectdenmark.com – Få sparring og rådgivning gennem non-profilorganisationen Connect Denmark

www.dkpto.dk – Find hjælp til at tage patent på en opfindelse hos Patent- og Varemærkestyrelsen