Til forside
Tour de Ærø
En busfuld af ledige akademikere tog en dagstur til Ærø for at møde øens virksomheder. Det rykkede grænserne for flere af turens deltagere.

På jobsafari i det Sydfynske øhav

Af Bruno M. Geertsen

Det er en mørk og råkold oktober morgen i Odense. En af de slags morgener, hvor man ønsker sig inden for med en kop glohed kaffe og et tæppe om skuldrene. Selv om myldretiden omkring Odense Banegård er startet holder turistbussen fra Bjert Busser allerede som aftalt på parkeringspladsen ved Dannebrogsgade og venter. Motoren er i gang.

I bussen sidder 19 ledige akademikere, der skal på tur til Ærø, sidste skanse før Østersøen i det Sydfynske øhav. Turen er arrangeret af Akademikernes Centralorganisation (AC) for at skaffe mere akademisk arbejdskraft til de yderste egne af Danmark.

Spæde forventninger

Præcis kl. 8.00 ruller bussen ud af parkeringspladsen og sætter kurs mod Langelands største by, Rudkøbing, hvor færgen til Ærø venter.

Blandt akademikerne er Marianna Chraudin, der er uddannet arkitekt og industriel designer, og har erfaringer med projektledelse. Hun er med på et af AC’s arrangementer for anden gang og har afdæmpede forventninger til turen.

”For mig er det networking der er det vigtigste, men jeg har ikke nogen deciderede forventninger om job”, fortæller hun.

Lene Pedersen, der bor nær Aarhus med sin mand og 3-årige datter, har ligeledes været med før. Hun blev færdig i oktober 2009 som jurist fra Aarhus Universitet og har siden hen fungeret i et løntilskudsjob i Syddjurs kommune.

”For mig er det vigtigt, at jeg får rykket mine grænser for, at turde snakke med folk jeg ikke kender. Og hvis det rigtige tilbud kommer, kunne jeg godt overveje, at flytte til Ærø 4 dage om ugen”, forklarer hun.

 

Akademikerkampagne1Lene Pedersen forbereder sig på mødet med ærøboerne. Foto: Bruno Mølgaard Geertsen

 

Ølpølser og øboere

Efter en times sejlads fra Rudkøbing anløber færgen Ærøs største by, Marstal. Herfra går turen ud langs kysten ved Marstal bugt inden bussen drejer op til en stor, hvidkalket bygning med rødt tegltag og sortmalede sprossevinduer. Det er øens bryghus, Rise Bryggeri. Det er her det hele skal foregå.

Marianna og Lene går sammen med der andre inden for, hvor Ærøs Turist- og Erhvervskontor byder velkommen. 15-20 af øens virksomheder er mødt op for at sætte akademikerne i stævne, heriblandt repræsentanter fra bl.a. Ærøs navigationsskole og en del private erhvervsdrivende. Rise Bryggeri har sørget for frokostbuffeten, der er lokalt inspireret med kød og grøntsager fra øens egne producenter - selvfølgelig tilsat bryggeriets bedste øl. Blandt retterne er Dark Ale pølser med sky og rå løg og kogte Ærø pølser med Kong Arthur Staut og simrebønner, som de fremmødte gæster kan nyde mens de netværker.

Marianna har fået direktøren af en virksomhed, der sælger kvalitetskalk til hele Norden, til bords. Han fortæller engageret om produktion, og de står netop og mangler en akademiker med kompetencer inden for projektledelse. Hun synes det er virkelig interessant, og begejstres i det hele taget meget af stemningen og folkene fra øen.

”Det er som at være et sted i Frankrig og det virker slet ikke som et ø-miljø. Det er meget spændende mennesker”, fortæller hun.

 

akademikerkampagnen2Marianna Chraudin lytter interesseret på direktør Niels Nygaards fortælling om sin virksomhed. Foto: Bruno Mølgaard Geertsen.

 

Kulminationen

Efter frokosten får øens virksomheder ordet i 3 minutter hver. De præsenterer sig selv og hvad det er for en arbejdskraft de har behov for. Næsten alle inden for tidsrammen. F.eks. fortæller forstanderen for Ærøs efterskole, at de står overfor en udbygning og derfor kunne bruge en arkitekt. Akademikerne noterer ivrigt på de medbragte blokke, hvilke firmaer der skal snakkes med efterfølgende og for Lene er der især navigationsskolen, der brænder sig fast.

”Her kan jeg forestille mig, at fungere som en slags blæksprutte, der skaber overblik og sørge for myndighedskommunikation”, forklarer hun.

Kaffen indtages efterfølgende som stående taffel. Det er nu sidste chance for at netværke sig til nogle værdifulde kontakter. For akademikerne såvel som for virksomhederne. Det mærkes med det samme. Hele rummet summer af ivrig snak. Som ved en bryllupsreception, hvor gamle venner og bekendte har meget der skal fortælles på kort tid. Virksomheder og akademikere står på tomandshånd og udveksler spørgsmål og svar om det, at arbejde på Ærø og hvad akademikerne egentlig er så gode til. Hver samtale afsluttes med et smil, et fast håndtryk og så det vigtigste. Udveksling af visitkort. Herefter går turen videre til næste virksomhed på listen.

Tiden går hurtigt og kl. 15.00 kører bussen mod færgen igen. Både Marianna og Lene har nået, at tale med mange forskellige virksomheder. Og Lene er ikke i tvivl om, at arrangementet er en succes.

”Det er meget gennemplanlagt. De har virkelig fået fat i nogle virksomheder, der rent faktisk mangler uddannet arbejdskraft”, fortæller hun.

 

Akademikerkampagnen3

Akademikerne og øens virksomheder netværker på livet løs under kaffen. Foto: Bruno Mølgaard Geertsen.

 

Tid til eftertanke

Godt en halv time senere sidder de 19 akademikere om bord på færgen. Og de har fået en hel masse at tænke på. Under sejlturen vender og drejer de indtrykkene med hinanden og Marianna er ikke i tvivl om, at besøget har givet stof til eftertanke. Ikke mindst på grund af to konkrete kontakter, der godt kunne munde ud i job.

”Jeg kunne godt forestille mig at bo på Ærø noget af tiden”, sige hun

”Og det virkede som om det var nemt at blive integreret og så er der en flot natur. Ulempen er dog transporten. Den skulle de arbejde noget mere med”.

Lene er ligeledes begejstret og, hvis det rigtige tilbud om job på Ærø skulle komme er hun ikke mere i tvivl.

”Ja så tager jeg jobbet. Det er jeg overbevist om – og så må al det praktiske komme bagefter”.